Flere virksomheder vil i 2025 blive udtaget til affaldstilsyn og fra 2027 vil hver tredje virksomhed få et administrativt tilsyn. Er I klar?
Fra 1. januar i år er reglerne for affaldstilsyn blevet skærpet. Det betyder, at alle virksomheder – uanset branche og størrelse – nu kan forvente kontrol med deres affaldshåndtering. Det er derfor vigtigere end nogensinde at have styr på både jeres affaldssortering og registrering.
Hvorfor øges tilsynet?
Tilsynet med virksomheders affaldshåndtering øges, fordi alt for meget affald – på trods af sorteringskravene – stadigvæk ender til forbrænding. Ifølge Miljøstyrelsen bliver omkring en tredjedel af alt affald i Danmark i dag brændt, selvom meget kunne være genbrugt eller genanvendt. Det har betydelige klimamæssige konsekvenser.
Derfor er der pr. 1. januar 2025 trådt ny lovgivning i kraft, som vil styrke tilsynet med virksomheders affaldshåndtering og sikre at virksomheder lever op til reglerne om korrekt affaldssortering. De nye regler for tilsyn kan tilgås i Affaldstilsynsbekendtgørelsen.
Hvad medfører det øgede tilsyn?
Det øgede affaldstilsyn betyder at der kommer flere tilsyn hos virksomheder – også de som ikke tidligere har fået tilsyn. Frekvensen øges som følger:
- Fra 2025 skal hver 15. virksomhed udtrækkes til administrativt tilsyn og hver 75. virksomhed udtrækkes til fysisk tilsyn.
- Fra 2027 skal hver 3. virksomhed udtrækkes til administrativt tilsyn og hver 15. virksomhed udtrækkes til fysisk tilsyn.
Hvem udvælges til tilsyn?
De fleste affaldstilsyn bliver risikobaserede, så de målrettes virksomheder hvor der er størst risiko for at reglerne ikke overholdes. Det betyder at virksomheder rangeret med høj risiko udvælges oftere end virksomheder med lav risiko. Udvælgelsen kommer til at ske på baggrund af data fra Affaldsdatasystemet (ADS), data i CVR-registeret eller branchespecifikke data.
De forskellige typer tilsyn
Der findes to typer affaldstilsyn: administrative og fysiske.
Miljøstyrelsen står for det administrative affaldstilsyn med virksomheden, hvor det fysiske tilsyn føres af enten kommunen eller Miljøstyrelsen. Uanset tilsynstype er det Miljøstyrelsen, der udpeger virksomhederne.
En virksomhed kan udtrækkes alene til administrativt tilsyn eller udpeges til fysisk tilsyn på baggrund af det administrative. Der vil dog også være virksomheder, der får fysiske affaldstilsyn uden forudgående administrative affaldstilsyn.
Hvem betaler?
Virksomheder betaler selv for at få udført begge typer affaldstilsyn. Grunden til at tilsynene er 100 procent gebyrfinansierede er for at leve op til det EU-retslige “forureneren betaler” princip.
Satserne for tilsyn er i 2025:
- Administrativt affaldstilsyn: 938,00 kr.
- Fysisk affaldstilsyn: 3.021,00 kr.
Begge gebyrer er faste, hvilket betyder at gebyret er det samme uanset hvor lang tid, Miljøstyrelsen bruger på tilsynet.
Bliv klar til affaldstilsyn - sådan forbereder I jer bedst
For at forberede jer bedst muligt på tilsyn og mindske sandsynligheden for at I udvælges, kan I særligt gøre to ting.
1. Hav styr på jeres data
Da virksomheder bl.a. udvælges til tilsyn på baggrund af data i Affaldsdatasystemet (ADS), er det vigtigt at jeres data er registreret korrekt. Det er jeres affaldsindsamler der registrerer jeres data og det er derfor dem, I skal kontakte, hvis de ikke er registreret korrekt. I kan tjekke jeres data på mst.dk. Dette gælder dog ikke hvis I er omfattet af en kommunal ordning for affaldsindsamling, da der for kommunen ikke er samme krav til at indberette data, som for private affaldsindsamlere. Hvis I er under en kommunal ordning, kan I derfor ikke se jeres data i Affaldsdatasystemet.
2. Hav styr på jeres affaldssortering
Med det øgede tilsyn er det blevet endnu vigtigere at have styr på at I affaldssorterer korrekt. Det et krav for virksomheder at sortere produktionsaffald og derudover skal virksomheder på lige fod med private husholdninger sortere efter de 10 affaldsfraktioner.
Få hjælp hos Streaam
Vi ved at det kan være udfordrende at navigere i hvordan man som virksomhed lever op til de øgede krav. Hos Streaam hjælper vi derfor virksomheder med at komme sikkert i mål med affaldshåndtering og andet miljøarbejde.
Tag fat i os til en uforpligtende samtale – vi guider jer hele vejen.
Book uforpligtende møde her